Min historie – Barndom, utryghed, grænser, skyld og beskyttelse

Jeg blev født ind i et dysfunktionelt og utrygt familiesystem. Som barn måtte jeg ofte flygte fra farlige situationer – ikke kun alene, men sammen med min mor, min storesøster og min storebror. Vi måtte komme væk akut, når der opstod vold og utryghed i hjemmet.

Vi sov i kælder, biler og andre steder, når der ikke var tryghed. Livet var præget af flugt, utryghed og konstante forandringer omkring os.

Min biologiske far var alkoholiker og misbruger. Han sad ofte på værtshus, drak sig fuld og kom sent hjem om aftenen eller omkring midnat. Når han kom hjem, var han beruset og skabte utryghed omkring min mor. Til tider blev han voldelig, og det gjorde hjemmet usikkert for os børn.

Da vi flyttede fra Trappebæksvej til det nye socialt boligbyggeri i Svendborg, ændrede omgivelserne sig, men utrygheden i hjemmet fortsatte.

Senere i livet blev jeg erklæret psykisk syg af det psykiatriske system. Det kom til at præge mange år af mit liv og blev en del af den belastning, jeg måtte bære oven på en barndom fyldt med utryghed.

"Jeg vil ikke længere være den, der står med det hele. Når noget bliver lagt over på mig, stopper jeg. Jeg tager kun ansvar for det, der er mit."

Jeg beskytter mig selv mod at blive brugt som buffer for andres kaos. Jeg tager kun ansvar for mit eget liv.

Jeg giver ikke mere af mig selv til bekendte, venner, veninder eller familie, når de omgås hinanden med negativt humør, humørsvingninger eller konflikter. Når noget sker, flytter de skylden over på mig, som om jeg er den, der gør alting forkert.

"Jeg tager ikke ansvar for andres humør, konflikter eller kaos."

De gør mig ked af det, og det får mig til at græde. Jeg har i for lang tid været den, der tog slagene, mens andre skubbede deres problemer over på mig. Den tid er forbi.

Jeg lever samtidig med invaliderende smerter fra hoved, nakke, området under lungerne, rygsøjlen og lænden. Smerterne trækker ned i ballerne, videre ned i benene og helt ud i fødderne og tæerne. Det føles som at gå på nåle hele tiden.

Jeg har massive smerter i nakke og lænderyg og lever med kronisk migræne, som påvirker min hverdag dybt. Jeg har været ved vagtlægen, hvor jeg fik indsprøjtning mod migræne, men virkningen var ikke tilstrækkelig. En migrænepille på 100 mg gav bedre effekt, men smerterne vender tilbage.

Den forebyggende medicin, jeg har prøvet, giver kvalme og forværrer hovedpinen, og jeg kan ikke tåle den. Mine symptomer er så invaliderende, at de er svære at holde ud, og jeg har brug for, at læger og neurologer tager dem alvorligt.

Jeg har fået skylden for at "miste datteren", selvom jeg ikke er hendes barn og ikke har ansvar for hendes liv, valg eller relationer. Skylden kommer ikke kun fra hende, men også fra magtfulde mennesker tæt på hendes familie.

"Jeg tager ikke skyld for noget, jeg ikke har gjort."

Datteren har sagt, at jeg har ødelagt deres familie, men deres problemer begyndte længe før jeg kom ind i familien i 1999. Den biologiske mor fik barnet i en familie, der allerede var præget af konflikter, utryghed og psykisk belastning.

En person tæt på familien har i mange år skabt psykisk pres og utryghed. Han drikker dagligt, benægter sit misbrug, men er stemplet af politiet som alkoholiker og misbruger.

Datteren har gennem længere tid haft store personlige problemer, som ikke har noget med mig at gøre. Hun har lagt skyld og ansvar over på mig, selvom hendes udfordringer stammer fra hendes egen familie og opvækst.

Hendes far er alkoholiker og har været voldelig gennem mange år. Det har skabt et miljø præget af utryghed, misbrug og konflikter.

Sønnen har også været involveret i konflikter og anklager, som ikke har noget med mig at gøre. Deres familieproblemer er interne og har stået på i mange år.

Et skyldmønster brydes ved at ændre min reaktion, ikke ved at få den anden til at forstå. Jeg stopper med automatisk at tage ansvar, jeg flytter ansvaret tilbage, og jeg sætter en fast grænse.

"Det ansvar ligger ikke hos mig."

Langvarig skyld og ansvar, der ikke er mit, giver mig psykisk pres, mental udmattelse og migræne. Det er ikke fordi jeg er svag – det er fordi situationen har været for hård i for lang tid.